FavrskovListen

28. oktober 2009

Klumme fra FavrskovListen

Af Peter Bondesen




Kritik af Favrskov Kommune


FavrskovListen står ikke alene med sin kritik af resultaterne af kommunalreformen. De traditionelle partier i Favrskov Byråd vil gerne havde det til at se sådan ud - men virkeligheden er en anden. Halvdelen af landets borgere mener simpelthen, at de nye kommuner er til ulempe for dem! Færre end en tiendedel af borgerne mener, at "projekt storkommune" er lykkedes. Det fremgår af en såre aktuel undersøgelse, som "Analyse Danmark" har udført for Ugebrevet A4.

Det er den første undersøgelse, hvor borgerne er blevet spurgt om deres oplevelse af de nye kommuner. Borgernes kritik går på hele spektret af kommunale tilbud: Folkeskolen, daginstitutioner, ældreplejen og andre sociale tilbud. Kritikken stiger mærkbart i sammenlagte kommuner som Favrskov. - Tidligere har de nye storkommuner fået roser, der bare ville noget - men her var det da også borgmestre og kommunaldirektører, der blev spurgt, og den undersøgelse blev udført af kommunernes egen forening!

Alligevel er det op ad bakke med at komme ud med kritikken af Favrskov Kommunens måde at fungere på. De traditionelle partier går jo til valg på ideen om, at den første byrådsperiode har været en perlerække af succeser. Der kan være nuancer som f.eks. m.h.t. til Golf- og Wellnescentret i Haar, men generelt prøver partierne at overbevise vælgerne om, at deres "projekt Favrskov" har været en succes.

FavrskovListen har fra dag ét været sikker på holdbarheden i vores kritik. Analysen i Ugebrevet A4 har blot styrket synspunktet. Det rør os derfor ikke synderligt, at vi ikke får megen støtte i kritikken fra medlemmer af det siddende byråd. Vi og vælgerne ved, at virkeligheden er en anden, og at borgerne dumper storkommunerne. - Favrskov Kommune styrer direkte mod fallitten, og i 2011 er kassen tom! Det skyldes efter vores mening byrådets valg af enestående traditionelle og kostbare løsninger. Hvis der skal der rettes op på det, er der brug for en FavrskovListe.

Når borgerne oplever, at de nye kommuner ikke leverer varen, er det naturligvis alvor. Under alle omstændigheder er det borgerne, der har ret og ikke politikere. Når en så bred kløft åbner sig mellem borgere og politikere, er der grund til at bruge den gamle digters ord om, at det er tid for politikerne at finde et nyt sted at herske.

For vælgerne er det enkelt at se, at FavrskovListen er den eneste reelle opposition. Vi er ikke bare det bedste alternativ - vi er det eneste.