|
20. september 2011
Høringssvar til budgetforslag 2012-15 for Favrskov Kommune
1.
Jeg vil opfordre byrådet til at undersøge og konstatere, at mange af de forslag, embedsmændene
er kommet med til besparelser, har indflydelse på andres områder.
For nogle år siden blev mejeriet i Vellev raget ned. Der blev sået græs af kommunen. Arealet
skulle bruges til nye boliger.
Nu har en hel anden afdeling besluttet, at Vellev Skole skal nedlægges. Flere politikere skamroser som sædvanlig
embedsmændene for godt arbejde. Der skulle blive flere millioner i overskud, når skolen nedlægges.
Men…
Hvad nu hvis der ikke bliver en privatskole? Hvad koster det så at få Vellev Skoles børn undervist
andre steder? Hvad skal der laves om?
Og sidst - men ikke mindst - hvad pokker har man tænkt, at mejerigrunden i Vellev skal bruges til, hvis der
ingen skole bliver? Ingen med børn kunne drømme om at flytte til byen.
Gamle mennesker heller ikke. Der er ingen indkøbsmuligheder.
Vellev er færdig.
Det er en total falliterklæring fra Favrskov Kommunes side, at kommunen ikke kan finde ud at drive de kommuneskoler,
der er. Det er utvetydigt løftebrud at gennemtvinge denne centralisering i skolevæsenet.
2.
Et sted mere, hvor de forskellige afdelinger beslutter på andres vegne, er anlæg og vedligehold. Det
er to separate områder.
Politikerne har selv besluttet, hvor der skal bygges nyt - diverse haller, børnehaver o.s.v.
De selv samme politikere beslutter også, at der skal spares - bl.a. på vedligehold af udenomsarealer
ved ovennævnte nye byggerier.
I forbindelse med anlæg beslutter politikerne, at der skal være arkitekter inde over. Der skal oven
i købet være konkurrencer, som der gladeligt bliver brugt et par millioner på.
Der skal laves forkromede løsninger med brosten og fine bede. I løbet af ganske kort tid er brostenene
fulde af ukrudt, for vedligehold er sparet væk.
Det er grotesk.
Når der budgetteres med nye anlæg, er det byrådets opgave, at der afsættes penge til at
holde de omkringliggende arealer. Men da det er to forskellige områder, hvor embedsmændene ikke har
respekt for hinanden, skal politikerne simpelthen tænke. Det er det, I er der for.
En ting, der kunne lette en del, er fiberdug under alle nye belægningssten. Der gror stadig ukrudt, men slet
ikke i de mængder. Men da I siger, at det er de billigste, der får en ordre, er der ingen, der tager
det med. I kunne jo gøre det til et krav.
Og så kunne I faktisk lære noget af Moesgaard museum. Deres kæmpestore gårdsplads består
af brosten og pigsten. Og der er intet ukrudt.
Jeg spurgte i lørdags, hvad de gør. De har en mand, der går rundt med en gasbrænder med
jævne mellemrum. Hvad skulle det betyde, at Favrskov Kommune gjorde det over hele kommunen, når man
alligevel er ude at vande krukker?
3.
Lergravssøen i Ulstrup blev renoveret for nogle år siden.
Det er igen et eksempel på utrolig dårlig budgetlægning. For renoveringen var en anlægsudgift,
så vedligehold af Lergravssøen kom ikke med i budgettet. Så nu ser det drabeligt ud igen.
4.
Der skal også spares på græsslåning her og der og alle vegne. Der skal ikke luges. Det
ser forfærdeligt ud mange steder. Her i Ulstrup er der tre helleanlæg i krydset ved Ulstrup Slot. Ukrudtet
står meterhøjt. Det er blevet slået med le en enkelt gang i sommer - det vil sige noget af det.
For det, der var væltet, blev der ikke gjort noget ved. Det blev liggende ud på kørebanen.
Det er simpelthen sjusk.
5.
Til slut et forslag til en mindre indtægtskilde. Grunden i Vellev, der alligevel ikke bruges til noget, kunne
lejes ud til vognmandsforretninger, der kunne parkere deres lastvogne der om aftenen.
Politikere, budgettet er jeres ansvar, men I har givet embedsmændene al for stor magt. I bliver simpelthen
nødt til at tænke selv.
Med venlig hilsen
Alice Broer-Hansen
|