FavrskovListen

2. september 2008

FavrskovListens debatindlæg

Af Peter Bondesen




Korttidsplads Model Favrskov

Socialdemokraterne brugte debatten om korttidspladser i deres interne kamp om posten som borgmesterkandidat


Skal Favrskov Kommunes korttidspladser fortsat findes ude på de lokale plejehjem eller skal de samles ét sted i kommunen. Det drejede den væsentligste diskussion sig om ved byrådsmødet tirsdag den 26. august sig om. Anna-Grethe Dahl (A) lade op til debat om truslen om at fjerne pladserne rundt på kommunens plejehjem til fordel for korttidspladser ét sted. Pladserne bruges f.eks. til rekreation efter hospitalsophold, og de har været i brug i mange år før oprettelsen af Favrskov Kommune. - AGD var blevet opmærksom på, at administrationen havde inddraget korttidspladser i den tidligere Hadsten Kommune.


Etik, politik eller penge
AGD forsvarede tydeligvis sine kernevælgere i Voldum, som ikke vil undvære korttidspladserne på plejehjemmet i Voldum. De vil ikke bringes til en central for korttidspladser i Hammel, sådan som der rumles om i administrationen. AGD fremhævede, at der er tale om pladser, hvor den indlagte borger især har brug for nærhed i form af bistand og besøg fra sine nærmeste, som bor i lokalområdet. Hendes hovedargument var, at de, der bruger korttidspladserne, mere har behov for pleje og omsorg end for lægelig behandling.

I sit svar foldede socialudvalgsformand Niels Flade Nielsen hele sit register ud. Det bestod i at henvise til administrationen som kilde for det han og udvalget skulle mene og gøre. Mens AGD som noget enestående i Favrskov Byråd gik ind i en etisk diskussion om, hvad de korttidsanbragte borgere har brug for og hvad kommunen bør tilbyde dem, handlede NFN's argumenter om penge. Mens AGD talte om etik og politik var NFN alene ude med budgetargumentet.

At AGD verbalt tørnede sammen med byrådets to borgerlige læger: Christian Møller-Nielsen (V) Charlotte Green (K), må hun have regnet med. De to læger mente samstemmende, at det er fagligt forsvarligt at samle korttidspladserne ét sted i kommunen under lægeligt tilsyn. CMN var ikke helt på højde med situationen og argumenterede med, at Favrskov Kommune med sine 60.000 indbyggere kræver centralisering! Var det Skanderborg Kommune han blandede sammen med Favrskov?


Kamp om borgmesterposten
Handlede den debat, som AGD fremprovokerede, om andet end forholdet mellem det decentrale og det centrale? Jeg tror det. Det er udsædvanligt, at en partikammerat rejser en sag fra et fagudvalg, som hun ikke selv er medlem af. Det er endnu mere udsædvanlgit, at sagen i den grad bliver banket igennem for at vise to vidt forskellige holdninger i samme parti. I debatten blev AGD støttet af Marianne Saxotoft (Rad), og ikke mindst af Lindy Schou Hansen (SF), som direkte kritiserede udvalgsformanden for at have tilladt nedlæggelser af korttidspladser uden om udvalget.

For at forstå baggrunden for denne debat, kan det betale sig at være opmærksom på den interne kamp om hvem der skal overtage posten som socialdemokraternes gruppeformand som samtidig betyder borgmesterkandidatposten. Det har længe været kendt, at NFN går efter posten, og hans argumentation på denne sag viste ham som administrationens mand. AGD har hidtil holdt sig tilbage men med dette frontalangreb, må hun have placeret sig centralt i valget ved at bakke op om en sag af stor vigtighed for socialdemokraternes kernevælgere: De ældre. Ved at støtte det decentrale synspunkt viste hun et klart borgernært synspunkt..

Centralisme eller hva'
Under hele debatten var borgmester Anders G. Christensen (V) tavs og lod sine væbnere, Chr. Møller-Nielsen (V) og Herluf Nydam (V), tegne Venstres synspunkt. De var begge klart for den centralistiske løsning. Herluf Nydams argumentationsniveau skrabede bunden, da han henviste til en snak med nogle ældre fra Hadsten, som havde fortalt ham, at det var hyggeligt at tage til Voldum på aflastning. Så måtte det jo også være rart at tage til fælles Favrskov-aflastning, mente han.

Preben Just leverede dagen efter, den 27.8., et solidt referat af sagen i Midtjyllands Avis uden dog at strejfe spørgsmålet om de to socialdemokratiske førerskikkelser i åben kamp. Den 28.8. nåede Hanne Bliksted i Århus Stiftstidende frem til at fortælle sine læsere om den centrale debat dog uden at kunne tilføje noget.

Siden byrådsmødet er der "gået læserbrev" i sagen, hvilket illustrerer, at den har principiel betydning. Inger Bach gik efter det etiske i sagen og i det, at der set fra NFN var tale om noget rent teknisk. For hende handler om nærhed, omsorg og pleje. Århus Stiftstidende bragte læserbrevet i forkortet, til dels meningsforstyrret form den 29.8. Midtjyllands Avis bragte hele læserbrevet den. 30.8. I sin replik (Århus Stiftstidende den 30.8) gik NFN efter kvinden og ikke bolden og mere end antydede, at Inger ikke véd noget om korttidspladser. Siden har Charlotte Green (K) har været ude med et læserbrev i Århus Stiftstidende den 1.9. Her argumenterer hun i klar tale for en central løsning, ikke mindst fordi den er det billigste. Hun når frem til "besparelser i millionklassen".

Hos FavrskovListen kan man opfatter sagen om korttidspladserne som en prøve på, om Favrskov Byråds beslutning om at skabe en decentral kommune er det papir værd, det er skrevet på.. Alt tyder desværre på, at flertallet også på dette punkt i dag går den centralistiske vej. Det borgernære og det decentrale vil derimod være FavrskovListens grundlag.