|
2. november 2009
FavrskovListens debatindlæg
Af Torben Kallestrup
Skal Favrskov være "lille Århus"?
Kommentar til Jørgen Bollerup Hansens artikel 30. Okt. i Århus Stiftstidende
Det er utroligt dejligt at landdistrikterne er blevet hørt i deres ønske om trinbræt i Søften
og Laurbjerg - på trods af, at det ikke er rentabelt for Arriva.
Det er også dejligt at høre at de nye busruter Hinnerup- Århus er fyldt op.
Jeg savner blot at Charlotte Green (C) vil forklare, hvorfra hun vil tage pengene til etablering at disse trinbræt,
som hun erklærer sig villig til at etablere. Borgerne ved jo godt at der er kort tid til valget, og det kunne
derfor være passende med et finansieringsforslag til et stort projekt som dette.
Det mest foruroligende i referatet fra dette møde, er, at Lars Barfod ikke giver letbanen store chancer.
Luftkastellet fra borgmesteren om at letbanen skal føres ud til Hinnerup og Hadsten, og at udvidelsen eller
flytningen af Viborgvej ikke er en selvfølgelighed, viser, at den nuværende borgmester Anders G Christensen
(V) har faret rundt i vildskab og fortalt alle steder i medierne, hvor dygtig han og hans parti er, og hvor gode
resultater de har opnået i Venstre. Det viser sig så, at letbanen er ren fantasi og ikke har verificeret
berettigelse. Måske den nuværende borgmester hellere skulle have interesseret sig for de nære
ting i Favrskov Kommune.
Velkommen ned på jorden AGC. Helikopteren er landet, - der er andet end letbaner, lufthavne og broprojekter
i kommunalpolitik. Det ville have klædt dig, om du havde beskæftiget dig med noget mere jordnært
som transportmulighederne på tværs af kommunen, bl.a. cykelstier, nytænkning af den kollektive
transport i landdistrikterne med fx udbygning af teletaxiordning til en attraktiv pris.
|